Absolut en moderne børnebogsklassiker, men er det overhovedet en børnebog? Michael Endes “Momo”. Om kapitalismens gru og at give nærvær.
Musik: Ketsa “Night Flying”
Næste bog: J.G. Ballard “The Drowned World”
Podcast: Afspil i nyt vindue | Download
Hej Nissen & Kamp
Da jeg læste “Momo” for de der sædvanlige fyrre år siden, fandt jeg den røvkedelig – og jeg var heller ikke fanget af “Den Uendelige Historie”. Hvilket på ingen måde har noget at gøre med en afstandtagen fra “fantasy”-genren. Men mere hænger sammen med, at historierne bare ikke fangede mig. Tillad mig i den forbindelse, at nævne at Den Ældgamle Morla i DUH ogsåer forkølet – også en skildpadde!
Anyways: – jeg er ganske med på, at der er en hel del kapitalisme-kritik i “Momo”. Der er bare ikke nok! Forstået på den måde, at eftersom molevitten er hensat til fantasy-land, udenfor tid(!) og sted, rammer kritikken ikke nutiden og hérheden. Det er et problem! Og for en udfoldning af det, kunne man gå til China Mievilles Bas-lag-serie, der adresserer problematikken på en anden måde. Også i fantasy-regi.
MEN! Jeg synes det var en herlig podcast, og jeg har stor respekt for d’herrers synspunkter og indsigter. Så bliv ved med det 🙂
bedste hilsner Henning
jojo, Henning, jeg vil da også altid gerne slå til kapitalismen. Men jeg er ikke sikker på, at man lige kan smide Bas-Lag-seriens 2000 sider ned foran en syv-årig og sige “Godt, knægt, så går vi i gang!” Hehehe. Ende skriver virkelig godt til oplæsning; blødt og muntert. Det er blandt andet det, der gør Momo til en klassiker for “hele familien” og ikke en klassiker (Perdido Street Station er en klassiker!) for de indviede nørder (som os).
Dbh
Mads