Hvorfor ikke fejre 100 afsnit med noget god diktatorlitteratur? Det gør vi i hvertfald med Patriarkens Efterår af Gabriél Garcia Marquez. Så kom med til Mellemamerika (?) og mød den alt overskyggende despot, diktator, patriark, om hvem alting drejer, hele nationen, alle menneskers ve og vel. Et poetisk og og gangske særligt stykke litteratur, som ikke bare har universel menneskelighed, men også er ekstremt aktuelt.
Og så skal vi jo også forbi et lille tilbageblik på over 10 års podcast-produktion. 100 afsnit er det blevet til. Tak til Kristian, Jens, Henning, ScifiSnak og vores nærmeste. Vi lever ved, som en hvis patriark, i 236 år endnu (og dette afsnit blev næsten lige så langt).
Musik:
Ketsa “Night Flying”
Christian Bjørklund “Hallon”
Cool and the Gang “Celebration”
Næste bog: K.J. Parker “Making History”
Hej Mads og Jeppe
Det bør vel indrømmes, at jeg egentlig var lidt nervøs for at I skulle finde “Patriarkens Efterår” noget elendigt lort. Det gjorde I heldigvis ikke, hvilket gør mig endnu gladere for at have anbefalet den. Så nu er I lige parate til at gå ombord i “Finnegan’s Wake” af James Joyce (dér bliver der godtnok brug for et noteapparat “on the side”).
Mange læsninger er mulige – og det skal forstås som noget positivt. Personligt holder jeg på, at der ikke er tale om gentagelser, men om et evigt, størknet “nu”, jvnf. Colombus’ karaveller og gentagelserne, og “fortællerstemmen” er dette amorfe “vi/os”, der muligvis kan identificeres som et folk, en befolkning, der står overfor det ubegribelige: – Gud er død!
Men eftersom der i høj grad også er tale om magisk realisme (hummere i gemakkerne, kreaturerne på trapperne, Hans 236 års lange “regeringstid”) er vi sandelig også ovre i en symbolistisk tradition, der er specifik caribisk. Og jeg vil da foreslå, at man læser Plinio . Mendozas samtalebog “En duft af Guava”, hvor Márquez gives mulighed for at komme med interessante udmeldinger om sit eget forfatterskab.
Ihvertfald synes jeg, at I turnerede The Autumn of the Patriarch på fremragende vis. Så der kan jeg jo kun være glad i låget.
Tillykke med de hundrede 😀
– Henning
Hej Henning
Uden at kaste mig ud i en større afhandling, så ved jeg hvad du mener med evigheden; og jeg tror også det er den jeg også mener, når jeg taler om gentagelser. I Butlers “The parable of the sower” (ep. 69), er den eneste konstante, forandring. Men jeg vil mene at den her hos Marques, er gentagelsen(-erne). Det bliver sådan en lidt “koppen halvfyldt eller halvt tomt”-opstilling. Men for mig er alle disse gentagelser netop evigheden hos Patriarken. Det kan selvfølgelig også være min forkærlighed for absurdisterne, der spiller ind, men der er noget cirkulær dramaturgi, der gør sig gældende (og det er vidunderligt!). Og også helt rigtigt at folkets leder/gud er død, og hvad gør man så? Holder man fast i det som en kultur, som et savn, som et emotional support animal? Det er virkeligt et godt spørgsmål Marques stiller op. Så jo, jeg var meget begejstret, tak for den.
vh Mads
Hej Mads
Helt klart absurdistisk – eller ‘patafysisk (Alfred Jarry: Ubu Roi) – og det er ganske rigtigt vidunderligt. Og hertil kommer så det cirkulære aspekt, a la Jørgen Leth “Det perfekte menneske”: ” – også idag oplevede jeg noget, jeg sikkert først forstår senere!” (Claus Nissen). ” – Mennesket går! Se ham gå! Det perfekte menneske går!” Jammen – det er jo genialt. Manual for ExtraTerristrials 🙂
Jeg er ikke meget for den dér nymodens term, at “det må selv ligge og rode med” eller “det styrer du selv”. Men ifht “Patriarken” synes jeg det er ganske rigtigt IKKE at anlægge en bedrevidende holger-fortolker. Romanen er en oplevelse, man bør unde sig, og derefter – oh gru – danne sig sin egen mening, som ikke en eneste hujende ChatBot kan hjælpe én med.
Og så skal jeg nok holde kæft –
Bedste hilsner, Henning