Så er det nyt!… og godt? Anna Juuls debutroman “Penge & Bacon”, er en moderne “Anne Franks Dagbog”, hvis altså den foregik under en klima-lock-down, i en duplexlejlighed på Østerbro befolket af to mennesker, der har besluttet sig for at de elsker hinanden… og så to vandrende pinde.
Musik: Ketsa, “Night Flying”
Podcast: Afspil i nyt vindue | Download
Tilmeld: iTunes | Android | RSS
Hej Jeppe og Mads! Long time – no see 🙂
Først og fremmest: – godt at høre en ny podcast fra jeres … ja, det må vel være: mikrofon. Secundo: – hvodden faen sku’ jeg ku’ huske, hvornår I sidst har lavet en dobbelt-whopper? Men tak for “håndtegnet”; we are most amused 🙂
I anledning af noget “rundt” fik jeg faktisk “Penge&Bacon” smidt i skødet (ellers var den også for evigt sig befindende under min begivenhedshorisont) – og (nåja) så læste jeg den da.
Jeg kan ikke helt dele jeres begejstring, men der er dog visse tilløb til noget, der falder i “Fars Smag”, om man må være så fri.
Vi skal lige en omvej: – “Man” opererer (jo) gerne med begreber som satire, sarkasme, ironi, parodi. Men jeg mangler et begreb – som ikke findes . Men jeg ville fandens gerne introducere det: “lakoni”. Vi har godtnok “lakonisk”, men det er et tillægsord, så det er blot beskrivende – ikke definerende.. “Lakoni” er den ædende onde, men absolut nedtonede, bemærkning, der beskriver en absolut afstandstagen fra de i narrativet beskrevne forhold.
De bedste eksempler på “lakoni” kunne være passager i Scherfigs “Det forsømte forår”, eller nogle af Per Højholts tekster. Og lige dér synes jeg faktisk, at “Penge&Bacon” til tider rammer klokkeklart.
Tillad en gammel idiot, at udlægge metaforen om de vandrede pinde.
Vandrende pinde formerer sig gennem partenogenese – “jomfrufødsler”. Hvis man har en vandrende pind i sit terrarium, så har man 100 i løbet af et par måneder.
Det er ét langt mas, at få luget ud i bestanden og samtidig samle efeu (for det er det eneste de gider æde), så man er helt kørt op i at skulle vedligeholde. Og det eneste der kommer ud af det er: – mere af det samme. Ligesom Facebook, Instagram, Twitter. Eller: – “Debatten” med Clement Kjærsgaard ….
Det var bare det jeg ville sige
Hilsen Henning
Hej Henning
Du har ret, der mangler et ord som “lakoni”. Omend man nok kommer ud i talløse debatter om hvorvidt noget så er lakoni eller satire, (visse Panduro-bøger ville jeg have svært ved at placere) men det er vel også subjektivt. “Penge & Bacon” er dog så udpræget lakoni.
Undertegnede er dog bestemt ikke kvik eller grundig nok til at tænke på vandrende pindes reproduktion i Anna Juuls allegori. Det er en mægtig god pointe i Anjas liv, og det vi kommer frem til som Anna Juuls “udsagn/mening” med bogen. Også selvom det ikke sker for hendes vandrende pinde. Det er sgu godt set!
Når man følger Anna Juul på div. so-me, ser man klart hvor meget hun bruger af sig selv i denne bog (hvilket jo selvfølgelig også kan ses som mangel på fantasi, men “write what you know”, som man siger), vandrende pinde, cigaretforbrug (som en måde at holde sig beskæftiget på) og måske også noget mere menneskeligt grundlæggende, som at føle sig “lammet/overvældet” af samfundet, hvilket jeg personligt kan spejle mig dybt i.
Tak, for at du læser med 🙂
/ Mads Kamp