Læs den! Jean de France – ep. 66

Vi kaster os ud i ballade og satire fra 1722 med en af Holbergs klassiske komedie.
Er der stof til eftertanke? Er der noget dybde?
Lad os finde ud af det for dig.

Musik: Ketsa “Night Flying”
Gæstepræsentator: Loke Kamp

komedier-1_362129_1

Jean-de-France nær

4 comments

  1. Henning Andersen siger:

    D’herrer!

    Takker og bukker for den høflige tilkendegivelse af det positive indhold af mit feedback (for nu, at bruge den jargon, der forventes på mit studie)

    Jeg kan godt lide jeres ruminationer over, hvordan man så ellers dramaturgisk og temporalt ville kunne omsætte Jean de France, og ad de associative markvandringers sumpede sti, kom jeg til at spekulere på om der var så helvedes langt fra Holbergs komedie til musicalen “Grease”.

    Til gengæld foreligger der (jo) umiddelbart nogle koblinger til Erasmus Montanus og Jacob von Thyboe, som man måske godt kunne have ønsket sig addresserede. Men bemærk at dette ikke er en kritik – det er en “feed-forward” 🙂

    Selvfølgelig er Hans Frandsen en komplet latterlig figur – og jeg kan sandelig også huske “eksemplarer” fra min gymnasie-tid, hvor det gik “fuld balalajka” for nogle, der have været et smut i udlandet (og ikke et ord om Gitte Stallones sprogvanskeligheder efter at have been over there – “in a kort epoch af mit liv”).
    Samtidig har jeg det også sådan, at der ernoget dybt reaktionært ved ikke, at acceptere nye impulser, inputs, modes (kært barn har lange negle!). Og det kan da udmærket være, at den første kolbortør er et fjothoved, men wake up and smell the coffee – der er faktisk en verden udenfor Per Degns røvhul!

    Nu skal man jo heller ikke sammenlgne manden med værket, men til trods for alt vil jeg godt være med til at stille nogle spørgsmål til Holbergs menneske- og samfundssyn. Hvilket absolut ikke forhindrer en opfattelse af, at rigtig mange af hans skrifter er formidable, Jeg stiller mig blot spørgende til hans motiver for ekspositionen han vælger.

    Og så vil jeg da glæde mig Dirk Gently – den fattede jeg aldrig; min form for vid ligger nok et andet sted.

    bedste hilsner Henning

  2. admin siger:

    Jamen,helt enig, Henning.
    Jean de Grease, hahaha.

    Der er hele vejen igennem Holbergs forfatterskab (Dramatikerskab, et eller andet skab) jo nogle ret gennemgående tematikker og personfremstillinger. I det hele taget vil jeg nu også vove pelsen og sige, som Holberg-fan, at det ikke er fordi der er sådan den store udvikling i hans skab. Så ja, Erasmus og Jacob og aller de andre minder jo temmelig meget om hinanden, ligesom de fleste commedia dell arte stykker også gør. Og måske er det egentlig lidt af charmen ved det. Nu er jeg jo personligt ikke meget til Shakespear, men er sikker på, at hvis man lagde ansigtet i de rette folder og kneb øjnene sammen, også her, ved den store bard, også kan finde mange af de samme læster, dramaturgier og karakterer. Ikke for at forklejne noget. Jean de France’s eskapdaer udi det moderigtige er heller ikke noget Holberg slipper, det dukker jo også op flere gange i Niels Klim.
    De virkelige Jean/Jacob/Erasmus-figurer i Holbergs samtid, må have irriteret ham grænseløst… Eller også så han en tendens der vakte harme i befolkningen og derfor udstillede han disse hovskisnovski-personer for ussel mammon. Det man kan mangle er en gylden mellemvej, et sted mellem den skabede, forkvaklede storskryder med verdenssyn og så den bondske mutter, der vitterligt tror på at hun ere en steen. Men på den anden side er det jo heller ikke satirens opgave at finde løsninger…

    Indtil videre forsøger jeg at holde tungen lige i munden med Drik Gently, for der bliver godt nok kastet mange bolde op i luften.
    Venligst
    Mads Kamp

    • Henning Andersen siger:

      Tak for responsen, Mads.
      – og tro det eller la’ vær’, men jeg valgte med vilje IKKE, at blande Shakespeare ind i min kommentar – for så var det bare blevet en allerhelvedes lang kommentar. Men når du nu selv …

      Jeg er absolut ikke Shakespeare-fan eller -specialist. Og faktisk ikke specialist i noget-som-helst (sådan går det, når man breder sig ud over det hele, og er bange for at gå glip af noget 🙂 ). Ja – det skulle da lige være Frank Herberts forfatterskab. Men: – Shakespeare!
      Helt “old-school”-agtig ville jeg nok skelne skarpt mellem “Bardens” komedier og tragedier. Hvilket ikke er trick man kan lave med Holberg – ja, det skulle i så fald være en skelnen mellem hans komedier og hans epistler … og så alligevel ikke helt. I de sidstnævnte kan han udmærket være syrlig-sarkastisk med et “straight” pokerfjæs (havde det nu været på mit studie, ville jeg være tvunget til at finde belæg for min påstand – men nu sidder vi bare hér og “snakker”).
      Min salige fader sagde, at hvis jeg så et teaterstykke, hvor de allesammen døde tilsidst, så var det eb tragedie af Shakespeare. Og hvis den kloge narrede den mindre kloge, så var det en komedie begået af samme herre. Hvilket turde være århundredets forenkling – but then again… For ligesom hos Holberg viser det sig, at “de kloge” ofte er “hjælperne”: – tjenere, stuepiger, PAs og andre drabanter, der er “de kloge”. Så Shakespeare – og Holberg – demonstrerer altså en slags solidaritet med “tredjestanden”, selvom deres handlinger måske ikke er helt uegennyttige. På den anden side er det også DEM, der skal rydde op efter rodet, under alle omstændigheder.
      Tilbage til hovedsporet: “læster, dramaturgier og den evige Pernille”. For mens Holberg – som sagt – henter en hel del fremdrift fra commedia d’ell arte, så har Shakespeare blikket stift rettet mod Aristofanes og Menander, den klassiske græske komedie mao. Og i forhold til “Bardens” tragedier er det så Sofokles og Euripides.
      Så jeg påstår sådan set, at Shakespeare har overført disse “ramme-former” (næsten med navne-import og hele molevitten) til sine egne stykker. Hvilket så også er en meget lang måde, at sige: – du har ganske ret.
      Modsat min salige mor (for så kan de lige være sammen), kan jeg egentlig godt lide, når Shakespeare bliver “omstukket”, temporalt og geografisk, og det kan der komme ret fede ting ud af, dersom der er tænkt i en ændret emfase – hvilket I også er inde på. Og nogle gange går det godt – til andre tider går det ad helvede til. Jeg har set begge dele i forbindelse med Shakespeare-stykker. Men jeg tror faktisk ikke jeg kan komme i tanke om én eneste gang, hvor jeg er stødt på det i forhold til Holberg. Så der er jomfruelige agre, at sætte under plov, for nu at afslutte lidt lummert 😀

      Hilsen Henning

      • admin siger:

        Enig, enig, og især med din salig Papa.
        Der bliver jo af og til prikket og pirket lidt til Holberg. Lollikes version af Erasmus Montanus, på Aarhus Teater, var ganske genial omend den ikke synderligt drejede på historien, så satte den den dog i en anden kontekst og kommentarspor. Gjorde en dyd ud af at pege på vores egen samtid, men en 2-dimensionelt fremstilling af tekst og karakterer. Det var i det hele taget ret så genialt. Men derudover er der langt mellem den slags snaps. Desværre, men der er jo i det hele taget langt mellem de store tankevridere på de danske scener.
        venligst
        Mads

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *